Ringridning
 
     
 

FRA RIDDERTURNERINGER TIL KARRUSEL,
RINGRENDINGSBANE OG TIL RINGRIDNING

 
     
 

Middelalderens Ridderturneringer ved de fyrstelige hoffer var drabelige dyster til hest med lanse og sværd. Paven nedlagde forbud mod dem da den franske konge, Henry II, døde efter deltagelse i en turnering i 1559. Derpå opstod den såkaldte Italienske Karrusel. Ridderne skulle for at opretholde deres krigsfærdigheder til hest træne i en cirkelrund ridebane med forskellige figurer til figurstikning med lanse, blandt andet til en Tyrker og en Morian (*), og ride igennem galger til det vi i dag kender som ringridning. Undertiden også med damer til vogns.
 

 
 


 

*     Hovederne forestiller en Tyrker og en Morianer.
      Fremstillet af henholdsvis af papmaché og træ.
      Ca. 40 cm høje

 
 


Ringridningen fra den Italienske Karrusel fandt vej til Danmark i 1545, hvor Christian III lod en Ringrendingsbane oprette på Amagertorv i København og der afholdt ringriderturneringer. I 1557 lod han Ringrendingsbanen gøre i stand, da hans datter og svigersøn fra Sachsen ankom, hvorfor der skulle afholdes ringridning. Det skete også da hans søn Frederik II blev kronet i 1559.

En af de største kongelige ringridere var uden tvivl Christian IV. Ved sin kroning i 1596 deltog han i en stort anlagt ringridning på Amagertorv i København, med deltagelse fra de europæiske kongehuse og fyrstendømmer. Alle var udklædte, kongen som pave. Ringrendingsbanen var smukt udstyret med forgyldte porte. Han vandt i øvrigt ringridningen idet han i de dage festlighederne blev afholdt, red efter ringen 340 gange og tog den de 206 gange. Kongen deltog i ringridninger i det øvrige Danmark såvel som i Tyskland i 1603 og 1614 i England. Ved Frederiksborg Slot indrettede han den såkaldte Karruselplads med en Ringrendingsport.

 
     
   
 

Ringridning i 1600-tallet, tegning af banen v/ Niels Junggreen Have.

 
     
 

Christian V, var også en stor ringrider, ja, det var en af kongens yndlingsbeskæftigelser. I 1670 lod Kongen indrette en Ringrendingsbane i Kongens Have, hvor ringridderturneringer foregik efter at Dronning Sofie Amalie med prinsesser og fornemme damer fra en hestetrukken Postkalesche have øvet ringrending. Kongen lod afholde adskillige ringridninger ved festlige lejligheder. En datidig poet, som havde tilladelse til at overvære dysterne, indledte et hyldestdigt således:

 
   

Tit må jeg med forundring se,
hvor Kongen hesten vender,
mit hjærte stikker i at le,
når han til Ringen render.

 
     
 

 
 

Sønderborg Slot med Ringrendingsbaner ( nr. 10) omkring år 1650.

 
       
 

En af de mest prægtige ringridninger blev afholdt på Kongens Nytorv i 1685. Ud for Charlottenborg på en aflang plads blev opstillet en Ringrendingsbane imellem 2 plankeværk, hvor der skulle stikkes til rings og efter 8 hoveder opsat på søjler, de 4 med lansen og de 4 skulle afhugges med en sabel, alt i et løb. Der deltog 26 agerende herrer og præmierne var massive guldbægre.

Senere kongelige ringridninger findes der tilsyneladende ikke mange beskrivelser af, en enkelt dog fra Frederik den IV i 1708. I det såkaldte Reesens Atlas fra 1670 findes en tegning af den Ringrendingsbane, der nu er genetableret ved Sønderborg Slot. Skikken bredte sig i øvrigt hurtigt til den borgerlige befolkning i flere danske byer og blandt bønderne på landet.

Hertug Hans August af Augustenborg arrangerede ved Hertugparrets sølvbryllup den 18. sept. 1845 en ringridning. Heri deltog 400 ryttere fra hele øen, som red gennem 4 galger. Bag hver galge stod en udstoppet Morian, som skulle forsøges væltet i samme ridt.

Sønderborg fik sin første ringridning i 1857. Den måtte opgives grundet manglende tilslutning, da der kun måtte deltage ryttere fra byen. I 1888 stiftede Købmand Georg Hansen og en udsøgt kreds af håndværkere og handlende Sønderborg Amts Ringriderfest, som med 502 ryttere i 2006, og dermed den største i Sønderjylland, dokumenterede ringridningens levende tradition og kultur som en rytter og folkefest.

Per Christensen. April. 2013.

 
         
 

 
 

Historisk ringridning ved Ringrendingsbanen juli - august 2007.   Familien Nicolaisen, Dybbøl - Augustenhof

 
         
         
 

Ringridningens oprindelse

 
         
 

Middelalderens Ridderspil ved de fyrstelige hoffer i Europa var Riddernes drabelige dyster til hest med lanse og sværd, hvilket ofte betød en dødelig udgang. Paven nedlagde forbud mod dem, og den Italienske Karrusel opstod i 1500-tallet. Ridderne skulle for at opretholde deres krigsfærdigheder til hest træne i en cirkelrund ridebane med forskellige figurer til figurstikning og ride igennem galger til det vi i dag kender som ringridning.

Ringridningen fra den Italienske Karrusel fandt vej til Danmark i 1555 hvor Christian III lod en Ringrendingsbane oprette på Amagertorv i København og arrangerede ringriderturneringer. Det skete også da hans søn Frederik II blev kronet i 1559. I De Kongelige Stalde blev der i 1703 under Frederik IV redet til rings. Søjlerne står der endnu. Kongen blev malet som ringrider og maleriet kan ses på Rosenborg Slot.

Største kongelige ringrider var uden tvivl Christian IV. Ved sin kroning i 1596 deltog han i en stort anlagt ringridning med deltagelse fra de europæiske kongehuse og fyrstedømmer, som han vandt. Søjlerne med guldkuglerne fra Ringrendingsbanen på Amagertorv kan ses i Kongens Have i København. Kongen deltog i ringridninger i det øvrige Danmark såvel som i Tyskland, i Hamburg på Pferdemarkt i 1603 og 1614 i England. På Rosenborg Slot står i øvrigt en guldskinnende statuette fra 1596, hvor Christian IV til hest og med lanse rider frem mod ringen ophængt mellem to søjler. Såvel hest som rytter og søjler kan skilles ad og bruges som drikkebægre.

Ved Sønderborg Slot anlagde Hertug Hans den Yngre i 1570’erne en Ringrendingsbane ud mod havnen. På et stik fra 1670 ses slottet med banen og de to gange søjler til ophængning af ringene. Banen blev flittigt brugt ved Hertugens mange fester på Slottet.

Hertug Christian Hans af Augustenborgs store interesse var hestesport. I forbindelse med Hertugparrets sølvbryllup i 1845 arrangerede han en ringriderturnering, hvor ikke mindre end 400 ryttere fra hele Als deltog. I kølvandet af denne begivenhed tog bønderne på Als ringridningen op i forbindelse med de traditionelle sommerfester. Det var ofte den lokale kromand som stod for arrangementet.

Per Christensen. April. 2013.

 
         
   

   
 

Ringridning i Augustenborg i forbindelse med hertugparrets sølvbryllup 1845.

 
         
     
 

Ringridning - en gammel ryttertradition
genoplevet via kulturhistorien

 
     
 

Leopold Kretzenbacher, Klagenfurt, offentliggjorde i 1966 en afhandling, der dækkede perioden ”Fra Middelalderens Ridderturneringer til Barokkens Cavalierunderholdning” i det daværende tyske kulturområde. Ud af de 60 sider tekst er hentet det efterfølgende. Forfatteren beskriver desuden riddertraditioner i de nordiske lande efter at have besøgt bl.a. Tøjhusmuséet og Rosenborg Slot i København samt Frederiksborg Slot. Fortæller om Kirkens strenge holdning til Ridderturneringen, hvor paverne i det 12.århundrede truede Ridderne med Exkommunikation for gennemførelse af de blodige Ridderturneringer. Da ridderne fortsat ønskede at øve krigsfærdighederne til hest, opstod den såkaldte Italienske Karrusel. Den nævnes første gang i Udinese i 1433. Fra Italien bredte Karrusellen i de følgende sekler som den store mode ved royale og fyrstelige hoffer op gennem Europa. Det blev også en tradition, at rytterne skulle være udklædte og maskerede, oftest i grupper, feks. som et persisk hof omkring deres adelige Herre klædt ud som en persisk konge. I Hippoplius ”Zaum Kunst”, Frankfurt, berettes i 1737 reglerne for den Italienske Karrusel og dermed rytternes dyst med lanse og sværd. I en rund manege opstilles i rækkefølge 4 mål: Ringen, Tyrkerne og Morianen. Dysten inspirerede også til at indføre en Damekarrusel, hvor de adelige damer i en vogn dystede i forskellige øvelser, som fremgår af tegningerne fra 1713.

 
     
 

Adelige og folkelige ridderspil i andre europæiske lande og i Norden
Den Italienske Karrusel spredte sig fra Wien i vest over Prag til Hamburg og Holland i øst og fra Palermo i syd til Stockholm i nord. 15.000 tilskuere beundrede i 1662 Solkongen Ludvig den XIV deltage i Karrusellen, klædt som en romersk  Imperator på den af ham beordrede ”Place du Caroussel” nær Louvre, som stadig i dag bærer navnet. En skotsk jarl blev i en af datidens ballader i det 16. århundrede omtalt som den ideelle ringrider: He was a brave gallant, and he rid at the ring: And the bonny Earl of Murray. Oh ! He might be a king ! Den berømte Wienerkongres i 1815 ikke alene dansede, men herrerne deltog også rigt kostumierede i en stort anlagt Karrusel. Norge blev først et selvstændigt kongerige i 1905, hvorfor landet ikke havde haft nogen Adel omkring et kongehus til at tage Karusellen op. Sverige derimod havde i en glansperiode i det 17. århundredes store kroningsfester i 1650 i forbindelse med Dronning Christines kroning, hvor den Italienske Karrusel indgik. Det samme skete ved kroningerne af Karl XI i 1672 og Gustav III i 1771.

I Danmark er der berettet om store karrusel-indslag i forbindelse med Frederik IIs kroning i 1559. Ligeledes om de kostbare og farverige Karruseller ved Frederik IVs hof fra 1695 til 1703. Største danske kongelige ringrider var ubetinget Christian IV. Ved majestætens kroningsfestligheder i 1596 på Amagertorv i København foranstaltede han den prægtigste Karrusel, hvor alle de deltagende fyrstelige gæster var udklædte og maskerede, kongen som Paven, og den meget ridekyndige majestæt tog de fleste ringe. Majestæten nøjedes dog ikke med at ride til rings i hovedstaden, men også hos Adelen på de danske slotte og i udlandet. Under et besøg på Gottorp Slot i 1597 vandt kongen 232 Taler fra sin vært, Hertugen. På Pferdemarkt i Hamburg tog majestæten i 1603 ringen 175 gange og fik 130 gevinster. Ved et statsbesøg i London i 1606 brillerede kongen, og der blev endda produceret et Erindringsskrift:

On Monday, being the 4th day of August, it pleased our King Majestie himself in person, and the Kings Majestie of Denmark likewise in person, and diverse others of his estate, to runne at the Ring in the Tiltyard at Greenwich, where the King of Denmark approved to all judgements that Majestie is never unaccompanied with virtue: for there, in the presence of all his beholders, he took the ring fower severall times, and wood I think have done the like four score times, had the runne so many courses.


Christian IV var en meget aktiv rytter, det bekræfter i 1634 en udenlandsk Gesandtskabssekretær:
”At kongen kl.5 morgen er på Ridebanen for med sine sønner at øve den Italienske Karrusel.”
Traditionen i den danske royale familie fortsatte helt op til 1800-tallet, hvor det berettes at Christian IX (1863-1906) som ung rytterofficer deltog i Karrusel-øvelserne.
Kunsten og litteraturen i Europa befattede sig i 1600 tallet rigt med Den Italienske Karrusel.
I Danmark findes stadig malerier med kongelige aktører på Frederiksborg og Rosenborg Slot.
Den Italienske Karrusel bredte sig via Adelen ude i det danske land til almuen, hvor ringridningen blev det væsentlige, således som vi også kender det i dag her i Sønderjylland.


                                                                                            Kilde: Leopold Kretzenbacher: Ringreiten, Rolandspiel und Kufenstechen. Klagenfurt 1966

Per Christensen. April. 2013.

 
     
     
 

Ringridning i USA og andre lande

 
     
 

Ved de europæiske fyrstehoffer dyrkedes i Middelalderen med stor iver og storslåede iscenesættelser drabelige ridderturneringer som ryttere i rustninger og fjerprydede hjelme udkæmpede med lanser. I 1500-tallet blev det den katolske kirke for meget med disse blodige kampe, der ofte endte med tab af liv og lemmer. Især efter den franske Kong Henry den II blev dræbt i en dyst. I stedet skabtes den såkaldte italienske "Karrousel", hvor rytterne i en cirkel skulle fastholde og træne en række krigsmæssige øvelser, heriblandt at stikke til rings.

Karusellen blev på sin vandring op gennem Europa forenklet mange steder til en Ringrendingsbane. På et stik af Sønderborg Slot fra 1670 kan man på Slottets nordre side se en sådan bane. I Kongens Have i København står der tæt ved Gothersgade to slanke, glatte sandstenssøjler med guldkugler på toppen. De stod på Amagertorv som ringridergalger da Kong Christian den IV her red til rings sammen med sin danske og udenlandske royale gæster ved hans kroningsfestligheder i 1596. Kongen lod også indrette baner ved flere af sine slotte, mest kendt er vel galgeporten på Frederiksborg Slot, som også stadig kan ses.

Ringridertraditionerne lever stadig i flere varianter blandt andet i Kroatien, Holland og Tyskland. Mindre kendt er det nok, at der også i USA findes en ringrider-tradition, som oven i købet er ældre end Sønderborgs. Det vides, at ringridningen i 1821 startede i Staten Virginia som en dyst mellem to mænd om adkomsten til at ægte den samme kvinde ! Som en del af den italienske "Karrousel" her i Europa kom ringridningen der også til at bestå af en øvelse, hvor en dukke, en såkaldt Morian, skulle stikkes, en skik der dog sluttede efter Nord- og Sydstaternes store krig i 1864. Efter krigens ophør genopstod i 1868 ringridningen i Staten Maryland. Dels for at skaffe midler til et mindesmærke for de faldne og dels til et fond for fattige familier.

Den lovgivende forsamling i Staten Maryland, erklærede i 1962 ringridningen som officiel State Sport. Årsagen til at netop ringridningen blev statssporten er, at ringridningen og interessen for heste som helhed, kan føres længst tilbage i statens historie.

Selve ringridningen er i princippet som vor, men alligevel med væsentlige ændringer og særlige traditioner, der endda differerer alt efter om ringridningen foregår øst for Chesapeake Bay eller vest for. Ringridningen starter med en parade af de deltagende ryttere. I spidsen rider herolder iført kapper og fjerprydede hatte. Derpå følger the Grand Marshall, der bærer en fornem middelalderdragt, som skal understrege hans autoritet som den, der styrer ringridningen. Rytterne er til gengæld meget dagligdags klædt, cowboyjeans og cowboystøvler samt en cowboyskjorte, dog har de alle et skærf over skulderen i statens farver, sort og orange. De første ryttere bærer Stars and Stripes og lokale vimpler. Paraden slutter foran den opstillede tribune, hvorfra vanligvis en prominent politiker åbner dagens dyst, idet der kun rides een dag.
Dernæst oplæser Marshallen deltagernes navne, som denne dag ikke er deres vanlige, men hvad de selv har valgt af middelalder klingende Sir-navne med reminicens til enten deres erhverv, hvorfra de kommer, by, landsby eller bopæl.

Ringriderbanen og galgerne er heller ikke som vore. Tre galger er placeret i forlængelse af hinanden med henholdsvis 60m, 90 m og 120 m fra startlinjen. Rytterne skal i rækkefølge efter tur ride 3 gange igennem alle 3 galger, der kan således samlet tages 9 ringe.
Hulstørrelsen i vore ringe er fra 22 mm til Kongeomridningens 7 mm.. Den amerikanske ring har en hulstørrelse fra ca. 30 mm og mindre, alt efter rytterenes klassificering. Ringriderne der er opdelt i klasser: Novicer, amatører, halv-professionelle og hel-professionelle. Det med professionelle skal ikke tages for pålydende. Alle er fuldblods amatører, men opdelingen sker på basis af tidligere opnåede resultater, og ringhullets størrelse mindskes med graderne. Der som her i Sønderjylland, er der familie-ringriderdynastier igennem generationer.

Ringriderne skal tage ringen med lansen i galop, men må ikke påbegynde ridtet før Marshallen har råbt: "Charge Sir Knight" eller hvad navnet nu måtte være. Til gengæld kaldes de kvindelige ringridere "kun" maids - eller jomfruer!  En rytter der tager alle tre ringe på stribe, får en touche fra herolderne. Ringene der tages, skal af alle ryttere afleveres fra lansen hos skriverne. Ringriderkongen rider frem til sin udkårne, placerer en blomsterkrans om hendes hovede og hun udråbes til "The Queen of love and beauty". Hvad traditionen er, såfremt det bliver en ringrider-dronning melder historien intet om. Efter dysten fester alle på bedste og typiske amerikansk vis omkring en kæmpe barbeque.

I hele Maryland foregår der hver sommer omkring 40 ringridninger. Ved hver er der omkring 50 deltagere, og der er formentlig omkring 300 - 500 ringridere i hele staten, som mødes til The Championship hvert efterår. Eventuelle overskud fra de forskellige ringridninger går som her til velgørende formål.

Per Christensen. April. 2013.

 
     
     
 

Ringriderfesterne og de nationale spændinger

 
     
 

"Den tyske fest må stoppes!" Så voldsomt reagerede den for sit temperament kendte formand for det af Statsministeriet nedsatte lokale udvalg til afholdelse af en stor national fest på Dybbøl i anledning af 50 året for Genforeningen. Udtalelsen kom på et stort møde afholdt på Teaterhotellet i vinteren 1969, hvor til alle var indbudt. Alt var gået vel under dette første møde af mange. Indtil hen mod slutningen, da en ung kvindelig journalistelev fra Jydske Tidende, forsigtigt rakte hånden op, for at gøre opmærksom på kendsgerningen, at dagen for mødet på Dybbøl var lig med Ringriderlørdag. Derpå kom den impulsive bemærkning, som på stedet blev gendrevet af en ældre dansk kaptajn, der erindrede om, at Kong Christian den X i 1920 på ruten op mod Haderslev Kaserne passerede en espalier af ringridere til hest. I øvrigt kan man på Museet på Sønderborg Slot se et af de malerier som blev resultatet af en statsministeriel konkurrence blandt kunstmalere om at gengive stemninger omkring de festlige dage. Det viser netop en ringrider, der stiger til hest for at slutte sig til de øvrige. Andre erindrede om, at kongeparret med gæster jo i 1967 havde overværet Ringriderfestens store militære show.

Men emnet blev taget op, diskussionen var startet. Ringriderfesten skulle flyttes. Det kunne Hovedkomitéen ikke på grund af de fastlagte datoer for alle øvrige ringridninger. Store avisoverskrifter og omtale i alle medier. Tegneren Bo Bojesen fik i Politiken som vanligt spiddet temaet på spidsen, da han på en tegning viste en løsning med Kong Frederik den IX som ringrider til hest, der med sin lanse tager nullet i årstallet 1970 som er hængt op i galgen. Forhandlinger førtes på højt plan uden resultat. Til slut fremsendte Ringriderfestens Hovedkomité et forslag til udvalget om, at Ringriderpladsen lørdag ikke ville blive åbnet før festen på Dybbøl var slut. Der kom aldrig svar herpå fra udvalget, men sådan blev det.

At udtalelsen "den tyske fest" kunne falde, har sin baggrund i, at Ringriderfesten i Sønderborg startede i 1888, altså i den tyske tid, hvilket også gjaldt for de øvrige ringriderfester i Sønderjylland. Derfor var der selvfølgelig såvel dansk- som tysksindede ryttere og komitémedlemmer. De mødtes i fordragelighed, og samtidig var der skrevne som uskrevne love og regler om, at ringridningen var upolitisk. Desuden at alt trykt materiale skulle fremstå på såvel dansk som tysk. Det gjaldt også for Sønderborg Ringridningens 25 års jubilæumsskrift i 1912, som var trykt tosproget.

 
     
 

 
 

Festskrift   25 års Jubilæet 7.8.9. Juli 1912

 
     
 

I diskussionen den gang burde måske også være medtaget kendsgerningen, at ikke alene var den danske konge Christian den IV nok den mest ivrige royale ringrider, såvel herhjemme hvor ringrendingen var en del af kroningsfestlighederne i 1596 på Amagertorv, som i Tyskland og England. Også andre danske konger tog ringrenden op. Christian den III, arrangerede ringridning i Kolding i 1545, og der findes dokumenter, malerier, tegninger vedrørende royal ringrenden-arrangementer om Frederik den II og Frederik den III. Af Christian den V findes på Rosenborg Slot et maleri af kongen som ringrider. Frederik den IV red til rings i 1703 gennem galger, der stadig kan ses i Ridehuset ved Christiansborg. Frederik den V arrangerede og red selv ringridning i 1748 i Tønder. Erindringer om royale ringridninger findes i såvel Tøjhusmuséet som på Rosenborg Slot i København, bl.a. et Ringrendingsbæger i guld fra Christian den IVs kroning, bestående af en ringrider og to galger. Både hest, rytter og galger kan skilles ad og benyttes som drikkebægre.

Ringridningen har altså været comme il faut i næsten 500 år, først ved hofferne og fyrstehusene,f.eks.er der på et stik af Sønderborg Slot fra 1670 en ringrendingsbane.

Bønder fulgte de royale og fyrstehusene eksempler og skabte landsbyringridninger. Ved Hertug Hans Christian August og hans gemalindes sølvbryllup på Augustenborg Slot i 1845, indbød den heste interesserede Hertug 400 ryttere fra Als og Sundeved til ringridning.

I årene efter fulgte borgerne i de sønderjydske byer idéen op med store Amtsringridninger som sports- og folkefester. Sønderborg by som den første med sin Kreds-Ringriderfest i 1888. Disse ringridninger fik forståeligt nok en stilstand under de to verdenskrige.

 
     
 

 
 

Ringridning i slutningen af 1500-tallet.

 
     
 

Afslutningen af 2. verdenskrig og dermed Danmarks befrielse af den tyske besættelse i maj 1945, fik en i tiden nok forståelig, men måske noget ukontrolleret bølge af opgør med alt tysk hen over Danmark. Set i historiens bakspejl var det ikke altid ret og rimeligt, hvad der foregik. Ringridningens mænd i hele Sønderjylland ønskede at genoplive traditionen, men påvirket af de nationale bølger blev komitémedlemmer af det tyske mindretal frosset ud,og der dannedes nye komitéer og Ringriderfesterne genopstod.

Efterkrigstidens realisering af tankerne om et globalt og dermed europæisk samarbejde nationerne imellem har også givet et grænseoverskridende dansk-tysk virke, som har bidraget til en naturlig nedtoning af nationale modsætninger. Også derfor bør fremtiden være baseret på et tolerant og stabilt samarbejde hen over nationale ståsteder i bevarelsen af den sønderjydske unikke kultur, ringridningen og folkefesterne omkring dem.

Per Christensen. April. 2013.

 
     
     
     
     
 

Sønderborg fik i 1877 et Sønderborg Ringriderkorps. Det optog kun ryttere fra byen, men måtte opgives otte år efter grundet manglende tilslutning. I begyndelsen af 1888 samlede energiske købmand Georg Hansen en udsøgt kreds af håndværkere og handlende i en komité for at genoplive ringridningen i Sønderborg. Denne gang som en Amts Ringriderfest, åben for ryttere fra hele amtet. I dette første år, 1888, deltog godt 100 ryttere fra Als og Sundeved, enkelte helt fra Aabenraa. Af 12 præmietagere var 10 fra Als og to fra Sønderborg, den ene komitéformanden Georg Hansen.

Ringriderbanerne med den tilliggende festplads lå med udsigt til Dybbøl Banke
ved Ankilgade-Helgolandsgade. Ringrideroptoget startede fra Kasernen ind til 1889, hvor traditionen med start fra Slotspladsen påbegyndtes. På festpladsen musik, karruseller og datidens markedsgøgl samt tidens helt specielle børneforlystelser. I 1909 fik komitéen stillet den store plads ved Kongevej til rådighed af byen. Her var også opført en Ringriderhal hvis tårn tjente brandværnet som slangetårn. Hallen blev rammen om de sagnomspundne Ringriderfrokoster der påbegyndtes i 1897 – den gang som i dag kun for herrer.

Fra starten i 1888 var det lykkedes at samle begge nationale lejre omkring ringridningen, som det også var tilfældet ude i landsbyerne. Første Verdenskrigs udbrud i 1914 afbrød rækken af de traditionelle Ringriderfester. Der skulle gå 6 år inden Sønderborg Ringridning efter Genforeningen påbegyndtes igen i 1921. Siden ligger traditionen fast, og afholdes hvert år 4 dage omkring den anden søndag i juli. Kun 4 år under Anden Verdenskrig og Mund og Klovsygen i 1938 har kunnet standse denne folkelige tradition.

Ringridningen er det centrale i Ringriderfesterne, men Ringriderkomitéen søger konstant at forny såvel gøglertilbud på festpladsen som optoget gennem byen. Det flotte optog gennem byen med 500 ryttere starter fra Slotspladsen med Sønderborg Garden i spidsen og 3 hestetrukne musikvogne som en fast tradition. Siden 1963 har over 155 danske og
udenlandske militære orkestre og 163 civile orkestre deltaget. Fra Norge i nord til Kenya i syd samt fra USA i vest til Rusland i øst. Alle deltager de også i en stjernemarch gennem byen til en fælles koncert på Rådhustorvet samt i det helt enestående fantastiske Lys-Tattoo på Stadion.

Per Christensen. April. 2013.

 
     
     
 

Das Ringreiten.   -   Om ringridning.

 
 

Artikel i Sonderburger Zeitung.    9. Juli. 1906.

 
     
   
   
     
  Das Ringreiten.   -   Om ringridning.  
     
 

   Ringridningen hører til de gamle fastelavnslege, og det var som nu en kappestrid. Den oprindelige form bestod i en kamp med lanser mellem to personer. Den ene repræsenterede vinteren, den anden sommeren. Dysten blev udkæmpet på åben mark og var forbundet med stor festlighed. Sammen med de personer, der red ud til kamp, fulgte en stor rytterskare, i forskellige dragter, alt efter hvilken rolle eller stilling de havde i festoptoget. At der lå en dybere betydning til grund for dette rollespil, kan ses af de dermed forbundne kirkelige ceremonier. Efter kampen samlede sig nemlig deltagerne i kirken; her blev der læst messe og ofret. Selv efter Reformationen fortsatte den kirkelige ceremoni, som det er berettet på Sjælland i 1565. Ud fra denne gamle ridderturnering udviklede sig denne af de adelige herrer så elskede ”lanseridt”. Det var almindelig sædvane i Tyskland og de nordlige lande, at fyrsterne på fastesøndag eller mandag samlede ridderne til disse turneringer. Det som Fyrster og Herrer foretog sig søndag og mandag gentog svende og tjenere om fredagen. Når mestersangeren Hans Sachs vil beskrive fasteskikkene, synger han i 1540:

 
  ” At oplyse mørket med alskens fyrværkeri
at mødes i festlige klæder (på hest)?
At stikke med lanser i strået (strådukker).
Sværddans, kædedans, det gør os glade”.
 
 

På samme tid beskriver biskop Magnus i Sverige sværddansen, ved hvilken det gik meget sædeligt til, at selv de gejstlige måtte deltage. Også i Slesvig-Holsten blev sværddansen udøvet. Fra Lybæk har man endnu teksten til en sang, som blev sunget til legene og i hvilket der beskrives, Stærkodder besejres af Karl den Store. Ganske viste kunne karle og tjenere ikke optræde med samme pragt som Fyrster og Herrer, men at stikke til ringen ellers strådukken, kunne enhver, som kunne styre en hest og føre en lanse. Disse færdigheder blev derfor trænet i hver en landsby og hver by med stor iver. Ja, det var endog i visse laug befalet i statutterne at deltage i  fastelavnslegene, som det f.eks. i en foreningsstatut fra 1431 fra Aarhus kan læses: ”Den, som uden grund bliver borte fra  fastelavnslegene, straffes med 11 marks vagt.”
   Vor tid har vel tildels glemt forudsætningerne for disse lege/spil, men ganske bestemt har mangt en bondedrengs hjerte banket højere, når han på en udsmykket hest kunne ride ind på en ridebanen, for at udøve en ridderlig sport.
   Øvelserne selv har især i Slesvig bibeholdt deres oprindelige form. Ligeledes var ringriderdagen tidligere og til dels endnu fastelavnsfredag. At ringen bliver anbragt i et tov mellem to stænger, så højt at en rytter i galop kan ride under, er også i overensstemmelse med de oprindelig form, hvilket man kan se på Rosenborg Slot i København, hvor Christian d. IV har ladet sig fremstille i sølv som ringrider. Ligeledes betegnelsen ”Konge” for sejrherren er forblevet. Den, som ikke fik en ring blev og bliver stadig kaldet ”Munk”. Kongen blev beæret med en krans, munken med en halmkrans.
   Hollænderne slog ”Katten af tønden”. Denne skik bredte sig også til Danmark med de til Amager indvandrede hollændere. I en ophængt tønde var der indespærret en kat. Det gjaldt nu om, at slå bunden ud af tønden, så katten kunne undslippe. Samtidig red man og stak nøjagtig som i dag ved ringridningen med en lanse. I den stadig mere civiliserede verden, må denne del af ”legen” ophøre, som vi nu betragter som dyrplageri.
   I havnebyerne brugte man ”lanseridningen” som vandsport. Var vandet end tilfrosset, så blev der i det mindste fjernet så meget is, at to både kunne manøvrere.  I hver båd var en styrmand og flere rorkarle og  ”lansestikkeren”. Rorkarlene måtte sørge en tilstrækkelig fart af båden og styrmanden skulle bringe båden i en fordelagtig stilling. ”Lanseholderen” skulle være særlig behændig. Han stod i stævnen på et bræt og havde en stump (ikke spids, red.) lanse i hånden, med hvilken han forsøgte at få modstanderen i den anden båd væltet i vandet. Som en ridderlighed gjaldt det om, at den sejrende straks sprang i vandet for at redde den besejrede fra det kolde vand. I Hamborg sluttede dette spil i 18. århundrede, men i den danske by Korsør holdt det sig dog betydeligt længere.
   Alle disse fastelavnslege er nok i deres form forskellige, men indholdsmæssigt ganske ens. De er oprindeligt forårsfester med udgangspunkt i den længst forgangne hedenske tid; en tid, hvor man ikke blot ved forårets komme takker Guderne for naturens gaver, men samtidig også holder mønstring over de våbenføre mænd og samtidig ville man beslutte hvilke krigstog, der skulle foregå i løbet af sommeren. Så elskede og forankret har disse festspil været for befolkningen, at de endnu i dag efter årtusinder står i fuldt flor. Det beviser jo også Sønderborgs Ringriderfest ganske tydeligt, ved hvilken det, som bekendt, foregår så ”sædeligt”, at enhver roligt kan deltage.


Oversat af Carl Peter Møller. Januar 2016.

 
     
     
  Sønderjysk Månedsskrift  
  1  .  2016  
     
           
      Sønderjysk Månedsskrift
Udgivet af Historisk
Samfund for Sønderjylland
i samarbejde med Museum
Sønderjylland og Kulturfokus
Af René Rasmussen
Ringridning i Sønderjylland
     
               
     
     
 

 
 

1966

Sønderborg Slot

1888       -       2011

1947

1911

 
     
     
 

Ringriderfesten i Sønderborg   /    logo

 
     
   
       
 

Vimplen symboliseret stærkt ståsted og bevist identitet i det sønderjyske, og i det nationale.

Hesten symboliserer fuld galop fra fortiden med stærk koncentration i nutiden og lansen med fremtiden.